Tennisalbue/golfalbue

På trods af sit navn ses tennisalbue først og fremmest hos ikke-idrætsudøvere. Derimod ses det oftere i erhverv med gentaget arbejdsmønster, såsom kontorarbejde.

 

De sener, der styrer vores evne til at strække håndleddet og fingre, udspringer fra ydersiden af et lille fremspring på albuens yderside. De løber hele vejen gennem underarmen og hæfter på bagsiden af håndleddet og hånden. Tennisalbue er en overbelastningsskade af disse seners udspring på albuens yderside, grundet gentagne indad- og udaddrejede bevægelser af albuen, der medfører små bristninger og betændelse i senerne. Selvom smerten er lokaliseret i albuen, opstår tennisalbue som regel, idet albuen skal kompensere for manglende funktion andre steder i kroppen. Albuen er mellemled for hånden og skulderen, og i mange tilfælde findes årsagen til generne i albuen, at der er nedsat funktion i udadrotation af skulderen. Hermed vil albuen skulle overtage den manglende rotation. Årsagen kan også findes i nakken. For på samme måde som albuen er sammenhængende med skulderen, er skulderen forudsætning for nakken. Hermed vil årsagen til tennisalbue i mange tilfælde kunne findes i nedsat ledbevægelighed i skulder/nakke regionen.

 

Ofte vil smerterne ved tennisalbue være lokaliseret til ydersiden af albuen med udstråling til såvel ydersiden af underarmen som op mod overarmen. Ved tryk på knoglefremspringet på albuens yderside, ses en distinkt og punktformet smerte. Der vil som regel være fornemmelse af stivhed af albuen om morgene, men der ses sjældent smerter når armen er i hvile. Smerten fremkaldes ved selv minimalt stræk af håndleddet, såsom at løfte en kaffekop.

 

Golfalbue ligner tennisalbue, men her er generne lokaliseret til albuens inderside. Den udløsende faktor er ofte bevægelser, hvor håndleddet bøjes samtidig med, at armen roteres indad. De muskler, der udløses ved denne bevægelse, har udspring på albuens indvendige knoglefremspring. Symptomerne ved golfalbuen er tilsvarende symptomerne på tennisalbue, men er dog lokaliseret til albuens inderside. Ved tryk på knoglefremspringet på albuens inderside ses tydelig smerte. Idet særligt musklerne, der bøjer i håndleddet og fingrene, er udsatte, vil man opleve smerte, når hånden bøjes nedad i håndleddet mod modstand.

 

Fysioterapi vil kunne hjælpe i form af relevante genoptræningsøvelser samt grundig information om ergonomi i hverdagen. Såfremt lidelsen stammer fra nakkeregionen vil styrkende, holdningskorrigerende samt stabiliserende øvelser hjælpe med at forebygge senere gentagelse af lidelsen.

Top