Vores specialer

Bækkenbundstræning – et fysioterapeutisk tilbud til kvinder og mænd med gener fra underlivet.

 

Når man taler om inkontinens menes der "tendens til ufrivillig vandladning". Inkontinens er en særdeles hyppig lidelse, der forekommer hos op til hver 4. kvinde over 30 års alderen. Lidelsen er endnu hyppigere med stigende alder, og helt op til 40% i aldersgruppen over 65 år er generet af inkontinens. Selvom hyppigheden er størst blandt kvinder, er lidelsen også meget almindelig hos mænd. Særligt fra 50 års alderen og opefter.

 

Der skelnes mellem to typer af inkontinens (eller i visse tilfælde en kombination af disse):

Anstrengelses-inkontinens (stress-inkontinens). Her opstår problemet under fysisk anstrengelse, som f.eks. at rejse sig fra en stol. 

Trang-inkontinens (urge-inkontinens). Her er der tale om, at man fornemmer en kraftig trang til vandladning, der efterfølges af en ufrivillig vandladning.

 

Vidste du at:

  • Op mod hver 10. dansker leder af inkontinens. Det er næsten en halv million mennesker, der lider af manglende kontrol over vandladning, afføring eller luft. Der ses langt højere hyppighed af inkontinens hos kvinder end hos mænd.
  • Inkontinens kan for mange være et dagligt problem, der er kan nedsætte livskvaliteten og være medvirkende til at nedsætte selvværdet.
  • For mange er inkontinens et så tabubelagt emne, at de går alene med problemet i årevis, hvor de holder det skjult for deres ægtefælle eller undlader at tale med deres læge om det.
  • Inkontinens kan forebygges med bækkenbundstræning. 

Symptomer på inkontinens:

  • Vanskeligheder med at holde på vandet ved fysisk aktivitet, som f.eks. hoste, nys, løft, grine og sportsaktiviteter.
  • Problemer med at nå på toilettet, når der opstår tissetrang.
  • Tendens til at skulle på toilettet flere gange om natten på grund af vandladning.
  • Hyppige vandladninger.
  • Efterdryp eftervandladning.
  • Rejsnings- og potensproblemer.
  • Smerter i underlivet.
  • Smerter ved samleje eller tyngdefornemmelse i underlivet ved f.eks. fysisk aktivitet.
  • Gener med ufrivillige vandladninger i forbindelse med graviditet og fødsel.

 

Brørup Fysioterapi & Træning tilbyder hjælp til vanskeligheder i forbindelse med inkontinens og utrænet bækkenbund via undersøgelse, vejledning og træning hos specialuddannet fysioterapeut.

 

Behandlingen kan eksempelvis omhandle:

  • Klarlægning af inkontinenstype.
  • Gennemgang af drikke-, spise- og toiletvaner.
  • Information om blærens, tarmens og bækkenbundens anatomi og funktion.
  • Undersøgelse af bækkenbundsmusklerne og deres knibefunktion.
  • Undersøgelse af muskulatur, led og ligamenter.
  • Gennemgang af faktorer, der forværrer eller formindsker problemet.
  • Instruktion i spænding/afspænding af musklerne i bækkenbunden.
  • Instruktion i individuelt tilrettelagt træningsprogram og opfølgning.
  • Holdtræning:

Du kan tilmelde dig træning på et hold, såfremt du ønsker at træne sammen med andre. Der startes nye hold, når der er tilstrækkeligt med tilmeldte.

Træningen foregår én gang om ugen i 8 uger og varer én time pr. gang.

 

 

 

Efterfødselstræning

Kom i form efter graviditet og fødsel

Der sker mange forandringer med kroppen i løbet af en graviditet. Kroppen påvirkes af en lang række af forhold, hvoraf den øgede vægt er den største belastning for f.eks. led og muskler. Ofte ændres kroppens holdning, idet man vil opleve, at mavemusklerne bliver forlængede og svagere. Desuden vil ryggens muskler ofte blive overbelastede. Dette sker som regel et stykke henne i graviditeten, hvor den store vægtøgning vil lægge mere pres på på ryggen og den gravide kompenserer for den voksende mave ved at svaje mere i ryggen. Mange af disse forandringer i løbet af graviditeten kan medføre gener selv efter fødslen.

Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på sin kropsholdning efter fødslen. Belastninger fra graviditet og fødsel kan skabe ubalance i kroppen, som det er en god ide at få genoprettet. Særligt bækkenbunden er udsat for stor belastning under en graviditet, hvilket kan gøre det vanskeligt at holde på vandet.

Når man gerne vil i gang med at træne kroppen op igen efter en fødsel, er det vigtigt at træningen er tilrettelagt således at der er effektiv fokus på de vigtige områder. Vores efterfødselshold kan være en god ide til at genoptræne kroppen efter graviditet og fødsel, idet der arbejdes med fokus på bækkenbunden og de dybereliggende muskler. Alle kan starte træning en måneds tid efter fødslen, også efter et kejsersnit.

Alle kan deltage uanset træningstilstand fra 4-6 uger efter fødslen.

Tag baby med og mød op i løstsiddende tøj.

 

Formålet med træningen er at:

  • Øge bevægeligheden.
  • Opnå styrke og udholdenhed i musklerne (bækkenbund, mave, ryg, baller, lår og skuldre/nakke).
  • Forebygge gener (f.eks. efter ammestilling eller løfte/bære baby).
  • Forbedre stabiliteten omkring kroppens led samt stabilisere balancen.
  • Opnå en hensigtsmæssig kropsholdning.

 

Derudover stifter vi bekendtskab med:

  • Babygymnastik og babymassage.
  • Barnets tidlige motoriske udvikling.

 

Træningen foregår én gang ugentligt á 1 time over 8 uger. Første gang dog 1½ time.

For yderligere oplysninger: ring til Brørup Fysioterapi & Træning; tlf. 75381796. Tilmelding på LOF Vejen/Kolding

 

 

 

Træning med TRX 

TRX er den nyeste mode inden for træning – og det er bestemt ikke uden grund!

Der er her tale om en alsidig, udfordrende og sjov træningsform, som netop nu er super moderne. Ikke mindst fordi du kan træne alle steder – i hjemmet, på ferie… ja sågar i naturen!

 

De forskellige øvelser med TRX-remme kan være:

  • Planking
  • Rotation
  • Pushing
  • Pulling
  • Squats
  • Lunging

 

Helt grundlæggende er der tale om træningsøvelser med remme med et håndtag i den ene ende, hvor man bruger sin kropsvægt som modstand. TRX blev opfundet som en træningsform til de amerikanske specialstyrker, når de var på missioner af Randy Hetrick i 1990’erne. Det er en effektiv træning af hele kroppen, der kan tilpasses den enkeltes behov og niveau. Der er fokus på balance, stabilitet, smidighed og konditionstræning.

 

TRX er baseret ud fra 5 grundlæggende principper:

  1. Der trænes styrke, mobilitet, balance og fleksibilitet i alle øvelser
  2. Der er tale om en funktionel træning
  3. Belastningen sker udelukkende via egen kropsvægt
  4. Core muskulaturen involveres i alle øvelser
  5. Der trænes med kun et ophængningspunkt

 

Med TRX bliver din styrke, balance, stabilitet og kropsstamme udfordret.

Den helt store fordel ved TRX træning er muligheden for at lave øvelser på en både effektiv og skånsom måde.

Du arbejder udelukkende med egen kropsvægt i TRX- selen hvorved du selv kan styre intensiteten.

 

Kom og vær med til en sjov og effektiv træningstime!

Der er opstart på vores TRX hold den 27/4 kl. 9.30 – 10.30 og kl. 15.30 – 16.30.

Tilmelding kan ske på tlf.:

75381796

Top