Efterfødselstræning

Kom i form efter graviditet og fødsel

Der sker mange forandringer med kroppen i løbet af en graviditet. Kroppen påvirkes af en lang række af forhold, hvoraf den øgede vægt er den største belastning for f.eks. led og muskler. Ofte ændres kroppens holdning, idet man vil opleve, at mavemusklerne bliver forlængede og svagere. Desuden vil ryggens muskler ofte blive overbelastede. Dette sker som regel et stykke henne i graviditeten, hvor den store vægtøgning vil lægge mere pres på på ryggen og den gravide kompenserer for den voksende mave ved at svaje mere i ryggen. Mange af disse forandringer i løbet af graviditeten kan medføre gener selv efter fødslen.

 

Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på sin kropsholdning efter fødslen. Belastninger fra graviditet og fødsel kan skabe ubalance i kroppen, som det er en god ide at få genoprettet. Særligt bækkenbunden er udsat for stor belastning under en graviditet, hvilket kan gøre det vanskeligt at holde på vandet.

 

Når man gerne vil i gang med at træne kroppen op igen efter en fødsel, er det vigtigt at træningen er tilrettelagt således at der er effektiv fokus på de vigtige områder. Vores efterfødselshold kan være en god ide til at genoptræne kroppen efter graviditet og fødsel, idet der arbejdes med fokus på bækkenbunden og de dybereliggende muskler. Alle kan starte træning en måneds tid efter fødslen, også efter et kejsersnit.

 

Alle kan deltage uanset træningstilstand fra 4-6 uger efter fødslen.

Tag baby med og mød op i løstsiddende tøj.

 

Formålet med træningen er at:

  • Øge bevægeligheden.
  • Opnå styrke og udholdenhed i musklerne (bækkenbund, mave, ryg, baller, lår og skuldre/nakke).
  • Forebygge gener (f.eks. efter ammestilling eller løfte/bære baby).
  • Forbedre stabiliteten omkring kroppens led samt stabilisere balancen.
  • Opnå en hensigtsmæssig kropsholdning.

 

Derudover stifter vi bekendtskab med:

  • Babygymnastik og babymassage.
  • Barnets tidlige motoriske udvikling.

 

Træningen foregår én gang ugentligt á 1 time over 8 uger. Første gang dog 1½ time.

For yderligere oplysninger: ring til Brørup Fysioterapi & Træning; tlf. 75381796.  

Top